På tur med Satanged

Abekongen.dk siger farvel til sneen med et udpluk af billeder fra en tur jeg var på med Satanged. Det var vildt.

Satanged er vild med at brænde kirker af, men vi havde glemt tændstikker.

Satanged er endnu et af mine meget afholdte dyr. Jeg fik Satanged af Line engang vi var ude at gå. Hun fandt ham liggende på en legeplads, og sagde, at jeg skulle give den et godt hjem.

Satanged var meget optaget af Niels Bohrs grav. Mumlede noget med at reanimere ham.

Her skal jeg måske lige påpege, at Niels Bohr ikke var direkte ansvarlig for atombombens tilblivelse, men at hans unified field theory lå en af grundstenene til den videnskab, der ligger bag atombomben. Kilde Anders Munk.

Satanged prøvede igen og igen at fjerne skiltene. Han virker meget opsat på at høste sjæle.

Inspireret af raptorene fra JPII, gemmer Satanged sig i de høje buske.

Det er svært at opdrage på Satanged, her stjæler han fuglenes mad.

Men nok om Satanged. Han er heller ikke så sjov – og jeg har ikke fundet på en stemme til ham endnu, så når han kommunikere, er det telepatisk.

Rock, Paper, Raw seafood

Mig, Maria og Mads & Helle har en madklub. Vi mødes sidste søndag i måneden og hver gang er der landetema. Det land, som der skal laves mad fra, vælges ved at vi allesammen trækker fire sedler med lande fra en skål. Man må fravælge to, som går i en slags Kumite for nationalretter. Man fremlægger sin sag og kæmper sig til toppen af fødekæden. Min strategi er, som en anden kulinarisk Marco Polo, konsekvent at vælge det mest fremmedartede land. Første gang lavede vi KFC-mad.  Det var rigtigt lækkert, men farverne var et studie i gulbrun. Halvkedeligt. Nåmen, da vi havde spist dejlig dessert – en tærte af en art – var der mad-kumite. Belgien var den heldige vinder, og vi researcher os hurtigt frem til, at vi skal have denne ret:

Moulle de fritte? Tror jeg nok det hed.

Ingen af os har lavet dampede muslinger før. Det førte til at de første 6-8 muslinger jeg spiste var halvrå. Jeg forslog, at de lige fik 5 minutter mere på gassen – og hurra! De blev næsten lækre. Fritterne derimod…mit hjertebarn. Det blev et rushjob, og det betød at i sted for at knase…så…*hulk* var de halvsmattede. Smagte godt, men var halvsmattede. Nuts.

Guitarhero
I lørdags var jeg henne hos Anders Munk sammen med Line og Maria. Vi fik amazing suppeforret, der var grøn, og lasagne! W.I.N! Det hele blev skyllet ned med rigelige mængder gin og howlin wolf. Først spillede vi et kortspil, som kun Anders fattede, men bagefter smed han underholdningens svar på atombomben – iEl magnifico herrro del guitarre! By God det er fedt! Men måske især sejest, når man sidder bag trommerne. Det var hulkegrædende fedt. De har udstyr nok til alle kan spille, og det gjorde vi så til klokken 04.45. Metallica og bands man kender er klart nemmere.

Acursed papercraftgun!
Jeg har et meget ambivalent forhold til en af mine julegaver. Min AK-47 i pap er virkelig fed, men noget nær umulig at konstruere. Det hjælper heller ikke specielt, at samlingsinstruktionerne er fucked.

Sort of like deciphering Michael Scofields tat'

Jeg startede ud med at ville lave en timelapse, men det tager – no shit – to timer at samle de lette dele. Først skal delene lokaliseres, så skal de skæres ud, derefter skal der ridses der hvor de skal bøjes. Lim. Jeg har prøvet kontaktlim, og kan nu referer til en instaglue-incident. Limen fra Tiger er mega lang tid om at tørre. Men processen giver en sær fornemmelse af accomplishment – selv om det bare er en latterlig papirdims, som vil kede mig 15 minutter efter den er endeligt samlet. Det er bare fedt.

LORTESAMLING! AAAANGER!

En talende kat!

Indeholder spændende samtaler mellem en spasser og en kat

Jeg er lige gået i gang, men den virker god.

Huset i Magstræde
Her er jeg blevet frivillig. Eller jeg skal derned og snakke med dem i morgen – så må vi se.

Ønskebrønd bonanza

e

MAAAINE! ÅÅRLE MAINE!!

Jeg har meget, meget længe ville have en ønskebrønd, så jeg blev helt ekstatisk, da skønjomfru Maria af den stolte Flintholmske æt udbrød ‘Næh, se min smukke, søde, talentfulde og gentlemanlike kæreste – det er jo en ønskebrønd! Og så her, i slikbutikken Netto’

Ønskebrønden hedder Jesus og er vores alle sammens frelser.

Der kom gæster fra fjern og nær for at se vidunderet. De sagde ting som ‘OHMYGODDENERFEEEED!!one!!eleven!‘, hvortil jeg sagde, ‘I know….crazy woman sister…now observe as I lower these freshly chopped lengths of potato into the wishingwell! BEHOLD THE WONDER THAT IS THE ØNSKEBRØNND!!‘. Så med megen syden og boblen, gik Line og jeg i gang med at frittere.
Blancheringen tager 8 minutter. Vi stirrede. Vi stirrede intenst i samtlige 2×8 minutter + de 1×4 minutter og 1×6 minutter, som det tog at give dem den sprøde overflade. Never a dull moment, og det mener jeg.

Sovsen skilte fordi jeg multitaskede, men smagte ellers godt.

Men ord…de fejler. Her er et billede, som forklarer bedre.

ULTRA-NOM!

Jeg arbejder stadig på at få saltningen på plads. Næste gang kommer salten på – i modsætning til hvad konsensus er – sekundet efter det værste olie er dryppet af, og fritterne stadig er lidt våde. Teorien er, at saltet har nemmere ved at fæste sig til en våd overflade end den ‘tørre’, når olien er dryppet af og skorpen er dannet.

Den anden dag sneede det ret vildt

Unemployment = brainrot?

I dag prøver jeg, gennem en række tilfældigt udvalgte billeder af en arbejdsløs person, at belyse spørgsmålet; får arbejdsløshed din hjerne til at rådne?

Ag! Aaaaaa-gaaaaaa?

Pandahyrde, neonvrider, the new Mona Lisa

Hands off my plankton!

Postbudet på taget lever af rejemadder

…yeah…so.

Der var is på søen

Også her!

Vi er meget seriøse med vores krybbespil i Biersted

Projektstyring and the fucktards

I mandags startede jeg på projektstyring på Niels Brock instituttet.

Jeg havde ikke sovet. Der var 35 andre mennesker i rummet. En af dem er en 50+ årig dumsmart elektroingeniør. Underviseren giver den vageste, mest ukonkrete introduktion jeg længe har oplevet og topper den preformance med, at fortælle os, at vi desuden skal have en ide til et individuelt projekt klar inden slutningen af ugen. Nå ja, jeg er fra en idelavningsbranche, så det klarer jeg nok.

Fint nok. Det ligger medfødt i introduktionen at den er generel, vag og egentligt bare en gang få-sat-ansigt-på-hinanden. 2/3 henne i introen projecerer underviseren et billede af 7 spaniere, der forsøger at wrestle en tyr til areanagulvet. 6 af dem står ved hovedet, 1 hiver i halen. ‘Ja, så vil jeg gerne have, at I to og to går sammen og snakker om jeres erfaringer med projekter ud fra det her billede’. Pis. Det var jeg ikke lige frisk på. Jeg hader de der latterlige øvelser – get to the point. Nå, men da vi så skal snakke på klassen er der gudhjælpemig en dumsmart nar, der siger ‘Huuuur duuur’ ‘Hædr hædr, ham der med halen skulle nok have taget fat lidt længere nede’. Det er det eneste jeg husker, men det fik mig til promte at vælge et andet bord at sidde ved da der skulle dannes grupper. Fucktard. Og han er kraft edderme ikke den eneste, der ikke kan holde sig fra obvious-onkelhumor. Du er ikke sjov, du er til grin og burde blive spist af løver >:3 RAWR!

Meh.

I går skulle vi bygge en bro. Kravene var at den skulle være 50 cm høj, 1 meter lang og have en bæreevne på 7 kg. Vi fik 4 Citadelaviser, en meter tape og halvanden time til at producere i. De andre snød og vandt. Vi fulgte reglerne og tabte, men fik Gott in Himmel designprisen ‘for vi er alle vindere – HUUUR DUUUUR!?!?!!!’ (skal siges med oginog-stemme) PEEEEEEES MAJ LIE I ØRE’!!!….beats at skrive ansøgninger til jobs jeg ikke interessere mig for alligevel.

Beklager mangel på sjovhed og billeder. Måske kommer der noget senere.

Oh my fuck. Bloggen har nu været død i næsten et år

I dagens anledning vil jeg lige interviewe mig selv, det er jeg nemlig ret god til.

I dag har vi Jens Urth med i studiet. Jens fylder 28 år den 8. februar, og har siden maj 2003 skrevet på sin egen blog Abekongen.wordpress.com. Siden fyldte han med historier om personlige fortællinger, billeder og ting fra nettets afkroge mere almindelige brugere måske ikke ville falde over.
Først vil jeg byde Jens velkommen i studiet.
– Tak.
– Og må jeg sige, du holder dig forbløffende godt. Træner du?
– Nej, det er længe siden. Min blændende fysik skyldes alle de timer jeg bruger på at skærer tænder af diverse fjernsynsudsendelser, andre trafikanter og dumsmarte charletanner i forsamlinger jeg er tvunget til at opholde mig i.
– Jaså? Aha. Ganske forståeligt. Kaffe?
– Ja, tak.
– Værsågod. Men lad os vende tilbage til bloggen. Du har ikke opdateret den siden maj 2008. Det har vagt nogen utilfredshed blandt nogle læsere, og en enkelt fast læser it-teknolog hr. Mark Robert Moore, har ved flere lejligheder ligefrem erklæret bloggen for død. Hvordan forholder du dig til den kritik?
– Selvfølgelig er jeg ked af at skuffe faste læsere. Det giver sig selv, og jeg vil da ved samme lejlighed gerne bruge denne mulighed til at undskylde over for dem. Ja, det er jo ikke fordi, at der ikke har været noget at fortælle om. Et hurtigt kig i fotoalbummet vil vise, at

Jeg var til la-di-da by the sea

Hvor der også var kunst i træerne + lyde af jungle

Jeg fik taget et lynhurtigt selvportræt. Nu vil jeg også have cowboyhat.

Jeg var på stranden med mor, far og Line.

Far begik insect-o-side på en flok hvespe i drivhuset

Marias storebror Mads blev gift med sin kæreste Helle. (og han vandt midnight-limbo)

Vi var i Amsterdam, hvor Maria blev angrebet af varaner.

samme sted var der blomster på dåse...

øh...ja...

, så det er ikke fordi der mangler materiale til bloggen. Det ville være uendeligt nemt bare at skyde skylden på tekniske problemer, facebook og frygt for ingen vil ansætte mig, hvis de nogensinde finder frem til abekongens blog, men sandheden er vel bare, at jeg har været doven. Sådan et indlæg tager tid, men jeg skal nok prøve at oppe mig. Er der mere kaffe?
– Ja, selvfølgelig.
– Tak
– Men er det et løfte om mere aktivitet på bloggen?
– Det ved jeg ikke helt. Det kommer an på, om folk kan se billederne i den her post. Ellers ser det sort ud.
– Har du overvejet at skifte platform?
– Ja, men den ide er jeg gået fra igen. Jeg mener, ikke at jeg kan forlange, at mine 1½ læsere skal tvinges rundt i et uoverskueligt hav af webadresser. Det siger jeg selv om jeg udmærket er klar over, at blogger i sammen med picasa3 giver mulighed for at lave slideshows, og det ville passe perfekt ind i min meget billedtunge stil. Men skal der ske noget nyt, må det være et webhotel, hvor jeg også har mulighed for at uploade flashelementer.
– Men det er noget med, du ikke lige kan finde på et navn til sådan en side. Hvad har du overvejet?
– Faktisk ikke ret meget. Jeg bliver helt blank, når jeg skal markedsføre mig selv. w.jensurth.dk lyder ikke videre begavet, men klinger trods alt langt mere professionel end w.abekongen.dk – som mange nok forbinder med den gamle buddhistiske fortælling om abekongen.
– Okay, tak for din tid. Vi glæder os til at følge bloggen.
– Selv tak.

Selfgoogle

Hmm. Jeg ville lige se, om der faktisk var noget at være bange for ifht. en googlesøgning på ‘Jens Urth’.
Heldigvis nej: LinkedIn+Facebook og så et par artikler om unge og eu skrevet for DUF. Den eneste sorte hest er en artikel, om at det står skidt til med ligestillingen i EU, skrevet tilbage i 2007 for Modkraft.dk.

Men uheldigvis er der to billeder af mig, når man søger på mig.

Jeg prøvede

at skrive noget, men så droppede jeg det, fordi jeg var bange for at en kommende arbejdsgiver skulle se det og ikke ansætte mig på baggrund af det. nuts.

HA! og se alle de kommafejl. Ih, wunderschön.

Simultan opkast anyone?

Extra 1

Extra 2